Klubbens faciliteter
I vintersæsonen fra 1. september til 31. maj, har du adgang til Den Permanente fra 06.00 til 23.00 og kan benytte alle klubben faciliteter i dette tidsrum.
I juni, juli og august har du adgang til vores eget Sydbad i samme tidsrum. Indgang fra stranden ind mod byen. Saunaer vil i sommermånederne være tændt i udvalgte tidsrum. Resten af Den Permanente er i sommermånederne åbent for offentligheden.
Som medlem har du adgang til følgende faciliteter:
- Klublokale med tårnstuen i midten. Tårnstuen benyttes til hverdag som almindeligt klubhus og fungerer som balsal til festerne. Dørene til klublokalet åbnes med dit nøglekort eller brik.
- Klublokale på Sydbadet – i badeområdet.
- Toiletter og baderum.
- Baren, som er åben i forbindelse med klubbens fester, fuldmånearrangementer og fredagsbarer.
- 7 saunaer.
Klublokalerne
Klublokalerne er primært til almindelig hygge for klubmedlemmer i forbindelse med havbad og Jomsborgs egne fester og arrangementer.
Der er mulighed for at lave sig en kop kaffe eller varme lidt mad i ovnen. I klubhuset færdes vi påklædte.
Der arrangeres løbende kunstudstillinger af 3-4 ugers varighed, som udstilles i klubhuset med fernisering på en fuldmåneaften. De udøvende kunstnere skal være medlemmer af Jomsborg.
Udstillingen skal afholdes, så der tages hensyn til:
- Klubbens medlemmer, så de kan bruge borde og stole som vanligt.
- Den permanente billedophængning i klubhuset.
Priser må gerne fremgå på de udstillede værker, selvom klubhuset ikke er et egentligt salgssted. Evt. interesserede købere kan så henvende sig til kunstnerne efter udstillingen.
Kunstnere, der ønsker at udstille egne værker, kan sende ansøgning til jomsborg@vinterbadning.dk, som så videreformidler kontakt til klubbens kunstudvalg, der tager stilling til den enkelte udstilling.
Værkerne udvælges med respekt for klubbens ånd og formål.