Nyhedsbrev nr. 3 – sæson 2024/25

Det er koldt herude. Kyndelmisse slår sin knude imod frosten klar og hård!

Jo, vi ved godt, at det først er 2. februar, at det er kyndelmisse, som er dagen midtvejs mellem vintersolhverv og forårsjævndøgn. Kyndelmisse betragtes som vinterens vendepunkt og et varsel om forårets komme. Det er lige om lidt!

Generalforsamling 11. marts

Foråret er tid til generalforsamling. I mange år har det været afholdt i maj måned, men sidste år ændrede generalforsamlingen regnskabsåret og dermed også tidspunktet for generalforsamlingen, der i år afholdes:

Tirsdag 11. marts kl. 18:00 i DGI-Huset

Du behøver ikke tilmelde dig på forhånd, for at deltage i generalforsamlingen. Men hvis du gerne vil spise med til middagen fra kl. 17:00, så skal du tilmelde dig senest 3. marts.
Forslag til behandling på generalforsamlingen skal være modtaget senest 28. januar.

Læs alt om generalforsamlingen her.

Saunatider

Siden vintersæsonens start i september, har vi kørt med ændrede saunatider i forhold forrige sæson.

Bestyrelsen har fulgt besøgstallene tæt de seneste måneder, for at se om saunakapaciteten matcher antallet af besøgende. Og gennemgangen har vist, at vi har haft lidt for lidt saunakapacitet i morgen- og formiddagstimerne. Bestyrelsen har derfor besluttet, at saunatiderne ændres til:

  • Hjørnesauna åbner som hidtil kl. 6:00 og lukker kl. 19:30
  • Infrarød og Tårnsauna åbner kl. 8:00 og lukker kl. 23:00
  • Lille Sauna og Stillesauna åbner kl. 9:00 og lukker kl. 23:00
  • Langesaunaen åbner kl. 6:00 men lukker kl. 9:00 for rengøring.
  • Sydsauna og Langesauna åbner kl. 11:00 og lukker kl. 23:00

Samtidig flyttes hovedrengøringer af saunaerne til hverdage i stedet for weekender.

Bestyrelsen vil senere se på, om der skal justeres på saunakapaciteten i forhold til antal besøgende i de sene aftentimer.

Ændringerne forventes at træde i kraft omkring 1. februar, så rorgænger har mulighed for at varsle ændringer i vagtplaner for personalet. Det vil blive annonceret på hjemmesiden og i app’en, når ændringerne træder i kraft. Så følg med der.

Stilleperiode i Langesaunaen fortsætter

Siden sæsonstart har der som et forsøg være stilletid i Langesaunaen om eftermiddagen. Bestyrelsen har fået en hel del positiv respons på det og kun ganske få negative kommentarer.

Bestyrelsen har derfor besluttet, at stilleperioden i Langesaunaen gøres permanent. Stilleperioden er fra saunaen åbner kl. 11:00 og frem til kl. 18:00 (Altså når de nye åbningstider nævnt ovenfor træder i kraft).

Elektronikfri i badeområderne

De seneste måneder, har der – blandt andet på sociale medier – været lidt debat om brugen af elektronik i badeområderne. Bestyrelsen vil på den baggrund gerne slå fast at:

Elektronikfri betyder elektronikfri!

Det er bestyrelsens mål, at badeområderne (Dame-, Herre- og Sydbad) er et analogt område, hvor vi kan nyde havet, naturen og hinandens selskab i stedet for at begrave os i alverdens elektronik. Derfor er badeområderne elektronikfri zone.

Med elektronikfri zone menes, at brugen af elektronik ikke er tilladt. Det gælder mobiler tablets, e-boglæsere, smartwatch, babyalarmer m.v.

Reglerne gælder også mobilepay i Sydklubhuset
Hidtil har det som en undtagelse været tilladt at betale for kaffe med MobilePay i Sydklubhuset, men bestyrelsen erkender, at det har været forvirrende for medlemmerne, som principielt slet ikke skal have mobilen med i badeområdet.
Muligheden for at betale med MobilePay i Sydklubhuset fjernes derfor. I stedet opsættes et skilt ved værdiskabene; ”Har du husket at betale for kaffen?” samt mobilepay nummer, så folk kan betale der.

Fuldmåne 12. februar

Kom til foredrag og musikalsk underholdning med fokus på havmiljøet i de indre danske farvande.

Formanden for Landsforeningen Levende Hav, Erik Bjørn Olsen, kommer forbi og fortæller om foreningens arbejde – hvor blandt andet den gamle fiskekutter Anton indgår.
Lars-Ole Vestergaard og ”Skovtrolden” sætter kulør på arrangementet ved at spille udvalgte sange af Fisker Thomas og Michael Wiehe.

Suppen er klar kl. 18:00 og foredraget begynder kl. 19:00.

God midvinter til alle!

Bestyrelsen