Infrarød sauna er åben igen

Så er den infrarøde sauna klar til brug igen efter et par ugers nedlukning.

24 april blev der under nedtagning af isolering i tårnsaunaen – under renovering – fundet en rotterede med adskillige unger i.

Af hensyn til medlemmernes sundhed valgte vi straks at lukke den infrarøde sauna og det lille toilet på Herrebadet og tilkalde skadedyrsbekæmperen.

Vi har siden da:

  • haft besøg af skadedyrskæmperne flere gange
  • stillet adskillige rottefælder op (dog uden at fange noget)
  • fjernet alt kontamineret isoleringsmateriale fra Tårnsaunaen
  • lokaliseret en del “utætheder” i træværket, der har været “indgang” for rotterne
  • omhyggelig rengjort den infrarøde sauna og det lille toilet på herrebadet
  • rådført os med skadedyrsbekæmperne om både akut rottebekæmpelse samt fremtidssikring mod uønsket indtrængning af disse
  • rådført os med eksperterne i vores byggeudvalg om, hvordan ovenstående kan omsættes og om andre tiltag i konstruktionsoptimering

Tårnsaunaen vil blive grundig desinficeret, før renoveringen fortsætter. Og for at forhindre “uønsket besøg” i den infrarøde sauna, mens Tårnsaunaen endnu ikke er helt tætnet, vil der blive sat en træplade op foran glasdøren imellem den infrarøde sauna og forrummet.

Der har altid været rotter på den Permanente, og vi vil heller ikke kunne undgå, at rotter finder vej ind i vores bygninger. Men vi kan tage forholdsregler, der gør, at de ikke kan komme indenfor den indvendige side af dampspærren.

Disse tiltag bliver igangsat nu, hvilket selvsagt betyder at renoveringen af tårnsaunaen både bliver mere omfangsrigt og tidskrævende end oprindelig planlagt. Men det er nødvendigt for bedst muligt at fremtidssikre vores nye tårnsauna.

I den sammenhæng vil vi gerne komme med en opfordring til ALLE medlemmer:
Vi kan sagtens forstå, at du er nysgerrig og gerne vil følge med i byggeprocessen, men når du kommer og spørger pligthuggerne – Torsten og Jacob – så er der sikkert allerede 20 andre, der har stillet samme spørgsmål. Alt sammen noget, der både forstyrrer og forsinker håndværkerne i deres arbejde.

Så undgå venligst at forstyrre håndværkerne unødvendigt, eller at gå i vejen for dem.
Vi vil så til gengæld prøve at holder Jer informeret så godt som muligt.