Den genopståede Tårnsauna
Fredag 31. oktober genåbnede Tårnsaunaen efter lang tids renovering.
Herunder lidt billeder og formandens tale fra genåbningen:
Kære vikinger, kære venner, kære jomsborgere.
I dag står vi her – ikke bare med damp i næsen og uld i sokkerne – men med stolthed i hjertet. For vi genåbner ikke bare en sauna
Tårnsaunaen genopstår efter 6 måneder og 9 dage næsten som Fugl Fønix fra asken… eller rettere sagt, mere som en velduftende bastu efter et noget mindre velduftende rotteliv bag væggene.
Lad os bare tale om rotterne i rummet. De var der, vi så og hørte dem ikke, men de hyggede sig sikkert mindst lige så meget på den anden side af væggene, som vi gjorde på den rigtige side.
Men som ægte Jomsborgere lod vi os ikke kue af lidt pels og panik. Vi tog kampen op, iført hammer, sav og store overarme, og i dag står vi så med en Tårnsauna, der ikke bare er renoveret – den er genfødt
Nyt layout med nye bænke, nye vægge, nye lofter, nyt gulv, nye ovne og ny belysning, og vigtigst af alt: ingen uindbudte gæster med hale.
Pligthuggerteamet, anført af Overpligthugger Torsten, har skabt et sted, hvor sveden kan flyde frit, hvor historier kan deles, der kan hygges igennem, og hvor vi kan skue ud over bugten med dampende stolthed over de lækre faciliteter.
Tak til alle jer, der har knoklet, desinficeret, savet, skruet og slebet. Tak til dem, der turde gå ind først – iført rumdragter og mod. Og tak også til rotterne, som ufrivilligt mindede os om, at selv de stærkeste vikinger har brug for vedligeholdelse.
Så lad os nu åbne døren, fyre op under ovnene, og lade varmen fylde os. Må tårnsaunaen igen blive et sted for fællesskab, hygge og styrke.
Skål i damp – og velkommen i vores nye Vikingesauna!